Kommissionen og dens påtænkte arbejde i Island blev bekendtgjort for Islands befolkning med en forordning af den 15. maj 1770. Samtidig blev det bestemt, at Island skulle opdeles i to amter, og at stiftamtmanden skulle have fast ophold i Island, hvilket var et led i de forbedringer i administrationen, der fandt sted på dette tidspunkt. Forordningen blev udsendt både på dansk og islandsk, hvilket skete yderst sjældent, og det er et tegn på, at regeringen i Danmark har lagt stor vægt på at komme ud til befolkningen i Island og ikke blot til embedsmændene. I forordningen blev befolkningen opfordret til at bistå kommissionens medlemmer efter evne og tilkendegive alt, hvad de mente måtte være til gavn og nytte for landet.