Landkommissionen blev nedsat formelt af kongen den 20. marts 1770. Den skulle have tre medlemmer: „vice-raadmand“ Andreas Holt fra Oslo, der var formand, lagmand på Færøerne Þorkell Fjeldsted og kancelliråd og tidligere købmand i Island Thomas Windekilde, og som dens sekretær udnævntes Eyjólfur Jónsson (Johnsonius), kongelig astronom i København. Formålet med kommissionen var at undersøge Islands forhold i almindelighed og fremlægge forslag til forbedringer af, hvad som helst der kunne være til gavn og nytte for landet. Kommissionens medlemmer skulle opholde sig godt et år i Island fra foråret 1770 til efteråret 1771, hvor de af egen erfaring skulle sætte sig ind i alle forhold. Deres hovedkvarter under opholdet i Island var tugthuset ved Arnarhóll.